Om Healing


Alt i verden består af en form for energi. Vinden er energi, som vi omformer til strøm. Altså en ny form for energi.
Det samme kan gøres med bølgerne på havet, solens stråler, jordvarme osv. Derudover ser vi tydeligt hvordan naturen forstår at udnytte universets energi ( i form af sol, vand, og næringsstoffer) til at skabe planter og dyreliv.

Reiki healing er på samme måde baseret på universets energi. Reiki healing har rødder i de ældste versioner af naturhelbredelse, og har derfor flere tusinde år på bagen. Den metode der primært anvendes i dag, er blevet genfundet af Dr. Mikao Usui i 1920´erne. Usui brugte mange år på at studere bl.a. gamle sanskrit skrifter og fandt på den måde frem til en metode til at kanalisere energien videre. Healing anvendes over hele verden, og bygger som regel grundlæggende på de samme principper, omend det måske har forskelligt klingende navne.

Reiki er bl.a. kendt for flg. virkninger:
- støtter kroppens naturlige evne til at helbrede sig selv
- giver liv til både legeme og sjæl
- genopretter åndelig ligevægt og mentalt velbefindende
- fungerer på alle niveauer, såvel mentalt som spirituelt, såvel legemligt som emotionelt
- afbalancerer kroppens energier
- løsner op for blokeret energi og fremmer en tilstand af total afspænding
- renser kroppen for gifte
- indretter sig efter modtagerens behov
- virker også på dyr og planter
- er en yderst behagelig, holistisk healingsmetode.


Jeg tror ikke på den slags!
I mit første møde med healing var jeg også meget skeptisk.  Det er efterhånden mange år siden at jeg fik de første healing-behandlinger mod colitis ulcerosa af min daværende svigermor, som er en meget dygtig healer.
Jeg var ret bekymret over hvad jeg indlod på, men fandt dog hurtigt ud af at der hverken var noget hokus pokus eller mystik over det.

Jeg lyttede for nyligt til Det spirituelle hjørne, en podcast med Annasophia Petri, som interviewer en Reiki-healer som besvarer spørgsmålet om at tro på healing med ordene: det svarer til at sige til et birketræ, at du ikke tror på at det er et birketræ. For det første er birketræet ligeglad med hvad du tror, og for det andet, så er det stadig et birketræ. 
Jeg synes at det er en fin måde at beskrive det på, og jeg kan ikke komme det nærmere selv.

Har healing noget med ånder at gøre?
Nej, healing har ikke noget med ånder at gøre. Det er en forestilling der typisk er opbygget på baggrund af nogle gamle og muligvis religiøse overbevisninger, men har ikke hold i virkeligheden. Reiki healing er bygget på positiv og kærlig, universel livsenergi, som kanaliseres videre til klienten.